Der bliver ikke rigtig julestemning her på kulturcenteret uden dette traditionsrige brag af en koncert, så derfor byder vi igen i år på en forrygende julekoncert med irske Johnny Logan og hans store og veloplagte orkester.
Det er ikke alle sangere man kan kalde ’exceptionelle’. Men det kan man roligt kalde Johnny Logan! Stadig den dag i dag er det ikke lykkedes for andre end Johnny at vinde det Europæiske Melodi Grand Prix hele 3 gange og med mere end 6 millioner solgte albums på verdensplan, har Johnny Logan for længst skrevet sit eget kapitel i musikhistorien.
Men Logan har ikke fået nykker af den grund. Han er stadig en kunstner, der giver sig fuldt ud over for sit publikum, hvilket han har bevist adskillige gange for sit trofaste publikum her på Kulturcenteret! Dette års julekoncert bliver med garanti ingen undtagelse og der er, traditionen tro, stor rift om pladserne til denne aften. Vi oplever hvert år fans fra det meste af Europa, der rejser til netop koncerten her i Aabybro, grundet den fantastiske stemning i salen.